Hammershøj Kirke

 

Kirkebygningen.
Udvendig
Går man en tur rundt om kirken og betragter kirkens mure med de omhyggeligt tilhugne granitsten fyldes man med respekt for tidligere tiders håndværkere. Vi skal huske på, at disse nøjagtigt tildannede granitblokke er bearbejdede med hammer og mejsel styret af menneskelig snilde og muskelkraft. Man havde ikke lufttrykværktøj og vinkelslibere til rådighed. Granitblokkene er vel fra kirkens opførelses tid, men murværket er selvfølgelig repareret og vedligeholdt op gennem århundrederne. Den sidste større reparation var omkring 1880, hvor store dele af den udvendige mur blev omsat. I dag står kirkens murværk smukt og solidt.
Flere steder i granitblokkene ser man indhugget nogle runde fordybninger, stenhuggermærker, måske ville bygmestrene på denne måde signere deres bygningsværk.
Oprindelig var der to indgange til kirken. Den sydlige indgang, indgangen for mænd, ses i dag inde i våbenhuset. 
Den er indrammet af to granitsøjler, der bærer den halvrunde glatte døroverligger samt den romanske bue, dannet af 7 kileformede granitblokke. Bemærk den jernbundne dør, der stammer fra 1600'tallet. Den nordlige indgang, kvindeindgangen, er i dag muret til, men ses markeret i murværket udvendigt og her med døroverligger og bue bevaret. Man mener, at der også her har været granitsøjler, som ved sydindgangen. På kirkegården er der fundet rester af sådanne søjler, de stod gennem nogle år i tårnrummet, men er i dag forsvundet!
Bemærk at tårnets mure står med granitkvadre nederst og mursten (munkesten) opefter. Se forklaringen på dette i afsnittet om kirkens historie. Våbenhuset er ligeledes opført med mursten. Det er ombygget og forandret flere gange. Ved en ombygning i 1981 fik vi det nuværende harmonisk udseende våbenhus, der klæder den gamle kirke på bedste vis

Indvendig
Når man kommer ind i kirken bemærker man de tykke mure, som ses i døråbning og i vindueslysninger. Men ellers er der ikke så meget der fortæller om murenes alder. Gennem kirkens 850 år har der sikkert været adskillige reparationer, og ved de sidste er det indvendige murværk rettet pænt op, så murværket i dag fremtræder vel vedligeholdt med jævne flader og pænt hvidtede.
Inde i kirken bemærker man, at der er stor forskel på størrelsen af vinduerne. Nordvinduerne er små, - måske som de oprindelige, mens vinduerne mod syd – solsiden – er udvidede betydeligt i forhold til de oprindelige. Kirken har og har vist altid haft bjælkeloft.

Tilbage

Kirkens inventar
Døbefonten.
Døbefonten er kirkens ældste inventar. Den er antagelig lige så gammel som selve kirken. Døbefonten er udsmykket med billeder af 4 løver (2 par) udhugget på fontens sider i et svagt relief. De to løver i et par vender hovederne mod hinanden, og der, hvor hovederne skulle være, ser man kun ét hoved, og det ligner bestemt et menneskehoved. (Er det løver med menneskehoved eller er løvernes hoved gemt bag ved menneskehovedet?). Mens løvernes krop kun fremtræder i et svagt relief er hovedet til gengæld 

meget stærkt fremhævet. På det hoved, som vender ud mod os, ses i munden en tyk tunge, og det ser ud, som der på et tidspunkt er knækket et stykke af tungen, så dette hoved har ’rækket tunge’. Det hoved, der vender ind mod korbuen, er ødelagt i ansigtet, så der kan vi ikke se så mange detaljer. Mellem løveparrene er et billede af en plantestængel med modsatte blade (akantus).
Det er helt klart for os som beskueren i dag, at denne fremstilling ikke er tilfældig, men at stenhuggeren for 800-900 år siden helt bevidst har givet sit arbejde dette udseende. Billedet skulle være et symbol på et eller andet, men hvad?
Døbefonten her i kirken er ikke enestående. Der findes i Østjylland omtrent et par hundrede døbefonte med løvemotiv, ligesom løverne også optræder i andet stenhuggerarbejde. Disse mange billeder er dog ikke ens. Der er stor variation i motivets udformning. Men hvad er symbolikken.?
I Bibelen er løven brugt som billede mange gange, både som symbol for det onde og for det gode. Mon ikke stenhuggeren har været bevidst om, hvilken funktion hans arbejde skulle have i kirken.
Dåbsfadet, der ligger i døbefonten er bekostet af Syforeningen i 1934.

Tilbage

Kirkens alter
Alteret menes at stamme fra begyndelsen af 1600 tallet. Det er af egetræ og har en enkel udformning, opdelt i felter af fire søjler. Alterbordet dækker det oprindelige alter opbygget af sten. Bag bordet står altertavlen, der syner lidt for høj til pladsen – toppen skjuler sig bag ved en loftsbjælke, men måske har den oprindelig stået lidt lavere. Tavlen blev sidst i 1800 tallet helt renset for maling , men blev i 1932 igen malet og forsynet med indskrifter; dette arbejde blev bekostet af Syforeningen.
De sammenslyngede bogstaver i tavlens topfelt IHS, er et ofte benyttet Kristus-monogram, hvor bogstaverne er de første tre bogstaver i det græske ord for Jesus. 
IHS bliver også tolket som forkortelse for den latinske tekst for ”Jesus, menneskenes frelser”.
På begge sider af tavlens hovedfelt med krucifikset findes nadverens indstiftelsesord, der høres hver gang der er altergang, dog i et mere nutidigt sprog.
Krucifikset i tavlens midtfeltet er anskaffet til kirken i 1873. Det har tidligere stået frit på alterbordet, men er nu fæstnet til tavlen. Øverst på krucifikset ses bogstaverne INRI, det er forkortelsen af den latinske sætning for ’Jesus fra Nazaret, jødernes konge’. Det er en almindelig angivelse af den inskription som Pilatus satte på Jesu kors. I feltet under krucifikset står et væsentligt ord som Jesus udtalte fra korset. ’Det er fuldbragt’.

Altertavlens tekster m.m.

 

I H S

 

THI SAALEDES ELSKEDE
GUD VERDEN AT HAN

GAV SIN SØN DEN ENBAARNE / FOR AT
HVER DEN SOM TROR PAA HAM IKKE

SKAL FORTABES
MEN HAVE ET EVIGT LIV

Vor Herre
Jesus Kristus i
den Nat da han
blev forraadt tog
Brødet, takkede og
brød det, gav sine
Disiple det og sagde
Tag dette og æd
det, det er mit Lege-
me som gives til
eder. Gjør det
til min
Ihukommelse.

Ligesaa tog
han ogsaa Kalken
efter Aftensmaaltid-
et, takkede, gav dem
den og sagde. Drik
alle heraf, denne Kalk
er den nye Pagt i
mit Blod som udgy-
des for eder til Syn-
dernes Forladelse.
Gjør dette saa ofte
som I drikke det til
min Ihukommelse

MIT KØD ER SAND
MAD

DET ER FULDBRAGT

MIT BLOD ER SAND
DRIKKE

Messingstagerne til alterlysene er gamle, fra samme tid som altertavlen. De er uden inskription. Den 7-armede lysestage, der er skænket af Syforeningen i 1936, havde gennem årene sin plads på alteret, men er nu flyttet til en plads nær døbefonten.

Tilbage

Prædikestol og Lydhimmel 
Både prædikestol og lydhimmel har udskårne eller malede årstal, der fortæller os deres alder. Prædikestolen bærer årstallet 1653, lydhimlen er 11 år yngre - fra 1664. Kirken har således fået dette inventar en 40-50 år efter altertavlen. Det er rigt udsmykket med et fornemt snitværk. Begge dele ligner fuldstændig de tilsvarende i Vorning kirke, og de er også anskaffet på samme tid, - Vorning-inventaret måske nogle få år før. Det er sikkert de samme håndværkere, der har stået for udførelsen.

Lydhimmel
Lydhimlen over prædikestolen virker mægtig stor. Dens direkte funktion skulle jo være at gøre det lettere at høre præstens prædiken, idet dens loft og baldakinkanten skulle kaste lyden ned i kirkerummet. Men den skulle også have en dekorativ (og informativ) funktion.

Ovenpå den 7-kantede himmel er anbragt 5 meget høje arkadegavle med inskriptioner, der skulle fortælle de sikkert imponerede Hammershøj-folk, hvem der var mændene bag disse to stykker inventar. Imellem gavlene ses så fire engle stående på himlens hjørner. De blæser i basun. Også de skal sikkert fortælle os noget. Måske skal de minde præsten om, at ”opløfte sin røst som en basun” – se teksten her nedenfor. Dog snarere er det dommedags-engle, der ”med høj basunklang skal samle hans udvalgte fra de fire verdenshjørner” (Matt. 24, 30-31).

I gavlfelterne er teksten malet på bundpladen, vist herunder som nr. 1-5 fra venstre mod højre. Hvert af felterne præsenterer en person af betydning for kirken. 1. felt giver os fremstillingsåret og måskehåndværkeren, der har lavet lydhimlen. 2. felt nævner kirkeværgen, Christen Jørgensen, der boede her i sognet - på Lundgård øst for Hammershøj. I 3. felt nævnes stiftsskriveren, i 4. felt sognets præst, Thomas Lauritsen Aabye, der var præst her fra 1628 til 1670. Og endelig får vi i 5. felt navnet på stedets provst, der samtidig var sognepræst i Nørbæk.

Gavlfelternes inskription

[1. felt]

[2. felt]

[3. felt]

[4. felt]

[5. felt]

ANNO
DOMINO
1664
DANIEL
LAVRITZ


CHRISTEN
JØRGENSEN
I LVNDGAARD
KIRKE
VÆRGE

CHRISTEN
CHRISTENSEN
STIFTS
SCHRIFVER
OVER
VIBORG
STIFT

HER THOMES
LAVRITSØN
SOGNEPRÆST
TIL
VORNING
MED SIN
ANEX

HER:IESPER
PEDERSEN
SOGNEPRÆST
I NØRBECH
MED SIN ANX
PROVST VDI
SØNDERLYNG
HERRED

Inskription i felterne på baldakinen.
Teksten er med udskårne bogstaver. Læs vandret først øverste linje i alle 5 felter og dernæst nederste linje. Først en tekst fra det gamle testamente, henvendt til præsten. Dernæst en tekst fra det nye testamente henvendt til menigheden.

[1. felt]

[2. felt]

[3. felt]

ESA:LVIII RAAB HØYT SPAR
OCH IACOBS HVVS

ICKE OPLØFT DIN RØST
DIERES SYNDER SALIGE

SOM EN BHSVNE OC
ER + DE SOM HØRER

[4. felt] [5. felt]
KUNDGIØR MIT FOLCK
GVDS ORDT OC BEVA
DIERES OFVERTREDELSE
RER DET LVCE.XI

I nutidigt sprog står der:
Esajas 53 [LVIII] Råb højt spar ikke opløft din røst som en basun og kundgør mit folk deres overtrædelser og Jacobs hus deres synder. Salige er de som hører Guds ord og bevarer det, Lukas 11.

Prædikestolen
Man skal tæt på prædikestolen for at se alle de fine detaljer i billedskærerarbejdet. Der er først og fremmest de fire billedfelter, der er afbilledet her nedenfor, men der er også udskårne hoveder på træværket over og under hjørnesøjlerne. Læg også mærke til de to personer der sidder over buen i billedfeltet, og sidst men ikke mindst de mange detaljer i selve billedfelterne. Billedfelterne viser fire hovedbegivenheder i kristendommen.


Syndefaldet


Korsfæstelsen


Opstandelsen


Dommen

På prædikestolen er der to 'bånd med skårne tekster. De to bånd ligger henholdsvis over og under reliefferne. Her skal teksterne læses anderledes end på lydhimlen. Læs først begge linjer i første felt, dernæst på samme måde andet felt o.s.v. Teksterne er - undtaget den første sætning -  fra Johs. 14,23.

I felterne over reliefferne er udskåret denne tekst: 

HELLIGE FADER
HELLIGE DEM

I DIN SANDHED
HVO MIG ELS

KER HAND HOLDER
MIN ORD OCH

MIN FADERS
KALELSKE

I felterne under reliefferne står der:

HANNEM OCH
VI SKVLLE

KOMME TIL
HANNEM OC

GIØRE BOELIG
HOS HANNEM

 

I hængeornamenterne under stolen ses disse 4 navne, først kirkeværgen, så Jesus, derefter sognepræsten og til sidst (måske) håndværkeren) 

CHRISTEN IØRGENSEN

IESVS NASRINUS

HER THAMES LAVSEN

OLFVE PEDERSEN 1653

 

Øvrige inventar.
Kirkens stolestader er forholdsvis nye, de fik deres nuværende udseende og farver efter en gennemgribende snedkermæssig istandsættelse ved restaureringen i 1996-97.
I forbindelse med kirkens åbning som 'vejkirke' i foråret 2003 blev der anskaffet en lysglobe, hvor besøgende kan tænde et lys. Den er fremstillet af Børge Pedersen, Viborg.

Den solide indsamlingsblok, ”fattigbøssen”, fra 1857, er opsat mens kirken stadig lå under Fussingø. Der findes tilsvarende indsamlingsblokke i Vorning og Kvorning kirker.
Kirkens orgel, leveret af orgelbygger Frobenius, blev anskaffet i 1947.
Inden man går ud af kirkerummet, skal man lige lægge mærke til den solide ”jernbundne” egetræsdør. Den bliver af fagfolk dateret til 1600-tallet, så den har gennem 300-400 år set folk gå ind og ud af kirken.
 

Kirkeklokken.
”Danske Atlas” fra 1768 nævner, at klokken i Hammershøj bar indskriften: ”Pavlvs me fecit”, (= lavet af Paulus). Denne klokkestøber er kendt fra andre klokker, og en af disse bærer årstallet 1329; det taler for, at den gamle klokke i Hammershøj er fra 1300-tallet. Den gamle klokke blev omstøbt i 1821 af klokkestøber Mejlstrup i Randers. En inskription på klokken fortæller, at omstøbningen er bekostet af ejeren af Fussingø. I et bånd omkring klokken kan man læse:

STØBT I RANDERS AF MEILSTRUP – AAR 1821 - BEKOSTET AF GEHIMECONFERENTSRAADINDE SCHEEL VON PLESSEN FØDT QVALEN 

På klokkens sider er der afstøbning af en række ”medaljer”.
 

Tilbage

 

Nyt kunstværk
På en hylde i våbenhuset står en keramikskulptur, ”Velsignelsen”, lavet af Ole Hansen, Bjerringbro. Den blev indkøbt af menighedsrådet i anledning af årtusindskiftet. 
 

Kirkegården.
Her på sognets kirkegård har sognefolkene i Hammershøj sogn i små 1000 år begravet deres døde. Her er de efterlevende kommet – generation efter generation – med en buket blomster og blot for en stund stå ved en grav og mindes den afdøde. Mange, mange mennesker er begravet her og blevet til muld. ”Af jord er du kommet, til jord skal du blive, ….”. 
Oprindelig har gravene blot været markeret med en jordtue måske med et trækors, i enkelte tilfælde en flad sten lagt ovenpå graven. Gangene og indramningen af de enkelte gravsteder er først kommet til i løbet af de sidste 100-200 år. Tidligere var gravstederne placeret mere eller mindre tilfældigt. Placeringen, indramningen og størrelsen af gravstederne har været afhængig af familiernes position i samfundet. For at komme frem til den nuværende indretning af kirkegården med de lige gange og den sirlige indramning af de enkelte gravsteder, har det været nødvendigt at foretage flere ”reguleringer” af kirkegården. Den sidste større regulering fandt sted i 1950’erne.
I kirkegårdens nordvestre hjørne findes ligkapellet, der blev opført i 1926.
I kirkegårdens nordøstre hjørne findes en smal låge gennem kirkegårdsdiget. Herfra var der i ældre tid en kirkesti ud over markerne ad hvilken folk fra ”udflytterne” mod nordøst i sognet kunne skyde genvej til kirke.

Udvidelser af kirkegården
Et par årtier ind i 1900-tallet begyndte pladsen på kirkegården at blive trang, men hvor var der udvidelsesmuligheder? 
Lige udenfor kirkegårdsdiget mod syd lå der et lille hus med en smule jord omkring. Her boede kirketjeneren og graver Jens Chr. Høeg og hans kone Inger Høeg. Han døde i 1923, og Inger  fortsatte da som kirketjener til sin død i 1935. Denne jordlod, hvor huset lå, var det rette sted at foretage en udvidelse af kirkegården. Menighedsrådet købte da i 1936 stedet af arvingerne for 3000 kr. De følgende år blev huset fjernet, stykket blev indhegnet med stendige, samt mod vest en mur. Den nye del af kirkegården blev indviet til begravelsesplads og taget i brug i 1941.
Lidt ind i 1970’erne mente man, at der igen blev brug for en udvidelse af kirkegården. Man købte derfor af naboen Anders Jacobsen den strimmel jord der lå nord for kirkegården og op mod den tidligere jernbane. Dette stykke er endnu ikke taget i brug til begravelser, men er dels beplantet og dels udlagt med græs. På dette areal længst mod vest blev der midt i 1980’erne opført en servicebygning for graveren og det øvrige personale samt indrettet en oplagsplads for materialer til kirkegården, ligesom der blev plads til en lille parkeringsplads.

Tilbage

Kirkens historie i store linjer.
Historie indtil reformationen – den katolske tid, ca. 335 år 
Kirken kan dateres til den store kirkebygningsperiode 1100-1200. Det var et fantastisk bygningsværk – dette stenhus af kampesten hentet på markerne omkring byen og tilhugne på byggepladsen. Sognefolkene boede selv i små lave huse og gårde, der klumpede sig sammen i Over- og Neder Hammershøj, de havde nu besluttet at rejse et Guds Hus, der kunne stå langt, langt ind i fremtiden. Måske har der hidtil ligget en trækirke i byen, - vi ved det ikke. Men har der været en trækirke, er den nye kirke sikkert bygget på den gamles plads. Det første, der blev bygget var koret og skibet. Hvis man har set den gamle kirke på Hjerl Hede, har man en fornemmelse af, hvordan vores kirke så ud de første århundrede.
Op mod reformationen, men stadig i den katolske tid er der foretaget flere tilbygninger til kirken. Øst for koret blev der bygget et sekskantet sakristi ”et præsteværelse”, det havde indgang fra en dør bag ved alteret. Tårnet vest for kirken er ligeledes bygget i denne periode. Det nederste af tårnet er bygget af granitkvadre, der sikkert stammer fra skibets vestgavl, hvor man lavede åbningen mellem skib og tårnrum. Det er sikkert også i denne periode at det første våbenhus blev opført ved kirkens sydlige indgang.

 Kongen som ejer i 150 år 
Efter Reformationen tilfaldt alt kirkegods kronen, og i de næste 150 år var kongerne ejer af Hammershøj kirke. Fra denne periode stammer kirkens altertavle og prædikestol med lydhimmel.
Til finansiering af sine mange krige havde kongen (navn) lånt en større sum penge af Christen Skeel på Fussingø. Til afvikling af denne gæld overdrog kong Christian 5 i 1687 kirkerne i Vorning, Kvorning og Hammershøj med alle deres værdier til herremanden på Fussingø.

Ejet af Fussingø i 230 år
Hammershøj kirke var herefter i Fussingøs besiddelse indtil 1915, da kirken overgik til selveje. Kirken gennemgik en større restaurering og omforandring i 1880’erne. Her blev store dele af kvadderstens murene omsat, sakristiet øst for koret blev nedbrudt og erstattet med det halvrunde apsis, som ses der i dag. Våbenhuset blev noget uheldigt ny opført, så det kom til at syne alt for voldsomt i forhold til den øvrige kirke. I kirken er der i dag kun få synlige spor af, at den i 230 år var ejet af herremændene på Fussingø.

Kirken selvejende – bestyret af menigheden i knap 90 år 
Siden kirken overgik til selveje har menighedsrådet forestået driften af kirken og kirkegården. I denne periode er der indlagt elektrisk lys, - udskiftet kakkelovnen med elektrisk varme, - anskaffet orgel. Kirkegården er udvidet i to omgange. I 1920’erne og 1930’erne havde Hammershøj en ”Syforening”, der flere gange betænkte kirken med store pengebeløb. Gennem mange år havde man været ked af det dominerende våbenhus fra 1882. I 1981 besluttede man at gøre noget ved det, og byggede våbenhuset om så det fik det nuværende harmoniske udseende. Det blev også tækket med bly som den øvrige kirke. 10 år senere tog man endnu en gang fat på våbenhuset, idet der blev etableret en indgang på våbenhusets østside, så man kunne undgå den høje stentrappe på sydsiden. Midt i 1990’erne gennemgik kirkens indre en større vedligeholdelse og istandsættelse, hvorunder kirken var lukket nogle måneder. Genåbningen fandt sted ved en festgudstjeneste den 26. januar 1997.

 

Kvorning Kirke

 

Kirkebygningen.
Sognefolkene i Kvorning byggede omkring år 1200 en kirke oppe på bakken syd for landsbyen. Oprindelig bestod kirken af kor med alteret og skibet, hvor menigheden samlede sig. Den ældste del af Kirken er - som de nærmeste af egnens kirker - opført af smukt tilhugne granitkvadre og indvendig af rå granit. Soklen er tilhugget granit med skråkant.

 

 

 

 




Sydportalen

 

 

 

 




Nordportalen

Der var to døre. Syddøren, der stadig benyttes som indgang, ses inde i det senere tilføjede våbenhus. Sokkelstenen er ført igennem i døråbningen og giver et meget uheldigt højt dørtrin. Døråbningen er indrammet af glatte karmsten og et rundbuet stik af 5 store tilhugne kvadre foroven, denne bue bæres af smukt profilerede gesims sten. Vi kirkegængere ser desværre ikke i dag den øverste del af denne portal, idet den er skjult af bjælkeloftet i våbenhuset.
Norddøren er tilmuret, men den står stadig synlig udvendig i murværket.

Til den oprindelige kirke med skib og kor, er der senere tilbygget et våbenhus mod syd foran den oprindelige syddør. 

Den ældste del af kirken er fra gammel tid tækket med bly. Pontoppidans Danske Atlas fra 1768 siger, at kirken er tækket med Bly, og i 1802 ansøger kirkens ejer om at måtte erstatte blytaget med strå. Det fik han ikke lov til. Det tilbyggede våbenhus mod syd har tegltag.

I kirkens nordside er vinduerne små, sikkert den oprindelige størrelse, ligeledes korets tilmurede vindue mod øst. Vinduesåbningerne mod syd er udvidet meget betydeligt, de er et tydeligt tegn på, at ”nu vil man havde mere lys ind i kirken”.

Indvendig står kirken hvidkalket. Korbuen er udvidet i nyere tid med en lille hvidkalket vulst som imitation for ”kragsten”. Under kalken findes på væggene rester af kalkmalerier fra 1300’-1400’tallet. På skibets nordvæg findes et overkalket ”lykkehjul” og et mindre ses stadig i koret ved vinduet mod nord.
Lykkehjulet eller livshjulet er et billede på livets skiften fra fødsel, ungdom, voksen, alderdom og til død. 
 


Et Stenhugger mærke
På korets udvendige sydside – i højde med vinduet - finder man indhugget i en af kvadrene fire små kors. De tre på række og et ovenover. Er det kirkens bygmester, stenhuggeren, der her har sat sit mærke?



Kirkeklokken
Mod vest har der været et lille tårn, i hvilken kirkeklokken var ophængt. Dette tårn blev brudt ned i 1895, og der blev i stedet anbragt en lille tagrytter til kirkeklokken. I jordsmonnet ud for kirkens vestgavl ligger der sten, der antyder tårnets grundflade. Der findes et gammelt fotografi, der viser tårnet stående ved kirkens vestgavl.

Pontoppidans Atlas (1768) skriver om kirkens klokke: ”Inskription er IS GODT MIT UNS WER KAN DEN WEDDER UNS M.H.P.M 1594”. Uldall nævner (1906) i sin store bog om kirkeklokker: ”Kvorning Klokke omstøbt 1859. Den oprindelige støbt af Nicolavs”.

Tagrytteren blev fornyet i begyndelsen af 1970erne. Der blev samtidigt installeret automatisk ringning.


Den nye tagrytter hejses på plads


 

Kirkens norddør lukket med  2 gamle ligsten

Tre romanske gravsten
Til lukning af den nordlige døråbning har man bl.a. benyttet to romanske, middelalderlige, gravsten. En tredje gammel romansk gravsten er lidt respektløst blevet placeret i kirkegårdsdiget, ganske vist lige ved kirkegårdslågen, så man straks ser den. Disse tre gravsten har sikkert ligget på grave over betydelige personer fra Kvorning sogn. Deres navne er for længst glemte, men stenene bringer alligevel bud fra en fjern fortid.
Den første, med de to kors, kan man formode har ligget på en grav over to personer (et ægtepar ?). 
Den sidste sten (i kirkegårdsdiget) med det dobbelte gaffelkors er mere sjælden. Gaffelkorset kaldes også røverkors, idet der har været en tradition for, at røverne ved Jesu side var korsfæstet på gaffelkors. Man kan så gøre sig nogle tanker om, hvorfor netop denne korsform er anvendt på ligstenen.



 

Kirkens inventar
Kirkens ældste inventar er døbefonten, den er vel lige så gammel som kirken. Den står i dag i venstre side af korbuens åbning, men har sikkert, som det tidligere var almindeligt, stået nede i skibet mellem de to indgangsdøre. Det er en smuk regelmæssig glathugget granitkumme, der står på en granitfod med hjørneblade.

I døbefonten ligger et sydtysk dåbsfad fra ca. 1575. 
Det er slidt af 400 års brug og pudsning, dog ses endnu på fadets flade kanter prægede ornamenteringer og i fadets bund en fremstilling af syndefaldet. 
Her ses Eva, der rækker Adam æblet, mens slangen slynger sig om træet.

Den enkle, ikke særlig prangende altertavle , hvis proportioner passer fint ind i kirken, er af egetræ og angives til at være fra 1600’tallet. I en protokol på Nationalmuseet hedder det (1870) om altertavlen, at ”den er fuldkommen smagløs og cassabel”. Og menighedsrådet overvejer her i 2004, om den skal kasseres.
I midterfeltet et maleri, Bjergprædiken, visende Jesus siddende på en klippeblok. Det er malet af H. Sigumfeldt i 1882, og kostede dengang 200 kr.
Alterbordet dækker et gammelt muret alter.
På alterbordet står to malm lysestager . De har indgraveret årstal og initialer: 1672 ISW. De er altså anskaffet eller skænket til kirken, nogle få år før kirken blev overtaget af Fussingø. Det kunne være spændende at finde ud af, hvem ISW var. 

Prædikestolen er fra samme tid som altertavlen (1600’tallet). 
Stolen har fire fag, der hver indrammes af fritstående søjler. Hvert fags hovedfelt har i det arkadeformede midte et maleri forestillende en af evangelisterne, der hver er forsynet med deres symboler.   Menneske, Løve, Okse, Ørn.

I frisen over malerierne læser man fra felt til felt den malede tekst: 
SALIGE ER DE / SOM HØRER / GUDS ORD OG / BEVARER DET
I felterne under evangelistmalerierne står deres navne
S.MATTHÆUS / S.MARCUS / S.LUCAS / JOHANNES
“S-et” foran navnet Johannes blev fjernet ved en farve  undersøgelse i 1962, og det blev ikke påført igen.

 


Matthæus

Markus

Lukas

Johannes

Sagkyndige skønner, at disse malerier stammer fra 1700’tallet. De blev restaureret i 1934 af kirkemaler Povl Jensen. Ved en undersøgelse foretaget af Nationalmuseet i 1962 fandt man, at der under malerierne var indlagt et mosaikarbejde med seksstrålede stjerner i felterne. Der fandtes også mosaikarbejde andre steder på stolen. 


Kirken har bevaret et stoleværk (bænke) fra 1626. Der er naturligvis foretaget reparationer og udskiftninger i de små 380 år, men hovedpræget er bevaret, dejligt. Ovenpå den rektangulære stolegavl, der har en profileret fyldning, er der et stykke med udskåret Kristus monogram og årstal. De sammenslyngede bogstaver IHS, er de første bogstaver i det græske ord for ”Jesus”. Kun på en af gavlene har vi hele årstallet 1626. På de øvrige gavle står kun tallet 26. Nogle gavle har slet ingen tal, det er sikkert senere fremstillede gavle, hvor man nok har udskåret Kristus monogrammet, med undladt et årstal. 
Lågerne ind til stolen har en rigt udskåret fyldning. Den er udformet som en lukket portal.
Murværket indenfor stolene er beklædt med træ paneler. De ældste dele af disse er måske lige så gammel som stolene. 
 


Kirken fik elektrisk lys indlagt i 1921. Her blev de 2 lysekroner skænket af Jens Flarup og Ane Johanne.
 


Nyere gaver på alteret
På alteret står en bronze lysestage med syv lys. Den har indgraveret teksten: ”Skænket til Kvorning Kirke den 6-12-1954 af K.M.H.”. Giveren var frk. Halket, der yderligere i 1956 skænkede kirken en sølv vinkande. Denne frk. Halket, der havde sin barndom i Kvorning og sit voksenliv på Sjælland, følte sig livet igennem stærkt knyttet til Kvorning, og ved hendes død i 1971 arvede Kvorning Kirke et betydeligt beløb fra hende.

Kirkens orgel 
I 1915 indhentede fremtiden Kvorning Kirke. Ved en begravelse havde man fået et stueorgel, et harmonium, opstillet i kirken til at ledsage salmesangen. Dette var vellykket – og man besluttede i menigheden, at man ville indsamle penge til anskaffelse af et orgel.
Nu tilbød gårdejer Jens Flarup og hans hustru Ane Johanne, at de ville skænke orglet, sognet skulle kun betale det opstillet og sørge for den fremtidige drift. Orgelbygger Sørensen, Horsens, afleverede i september 1917 det færdige orgel. Det var en stor gave Jens Flarup og Ane Johanne (’An Johan’) havde givet kirken, og efter hvad eftermælet fortæller, var det ikke mindst An’ Johan’ der havde været drivkraften bag denne og nogle senere gaver  til kirken (de 2 lysekroner).
I 1990 fik kirken et nyt orgel, hvor man bevarede den gamle facade fra 1917.

Barnekisten 
På gulvet under bænken foran orglet står en lille kiste fastboltet til gulvet. Denne kistes historie kender vi kun fra overleveringen, og det er utroligt lidt vi ved om den. 
Alligevel er den kendt af mange ud over det ganske land. Det var St. St. Blicher der gjorde denne kiste kendt gennem sin fortælling fra 1824 om ”Nøddåben i Vorning Præstegård”. Denne fortælling henter sit motiv i begivenheder, der skulle være forgået ca. 80 år tidligere. 
I Kirkebogen står der under begravelser i 1740: ”D. 12. april [begravet] et barn Christiana i Qvorn[ing]”. Omkring denne indførelse i kirkebogen er der mange år senere tilføjet:
NB: I Qvorning kirke står endnu 1811 et lidet skrin under en bænk lige for kirkedøren, hvori findes fortærede fødder og hovedskal af et spædt barn tilligemed en sortblommet fruentimmerhue, formodentlig reliqvier af dette barn, hvis fader og moder ikke nævnes.
NB.: Efter gamle folks udsagn skal det omtalte skrin være bragt ind i kirken om natten ved den kones hjælp, som havde kirkenøglen. Der var samme tid alarm angående et barn, som af fremmede blev bragt til Vorning præst for at døbes, hvilken præsten nægtede, men hans kone døbte det. Fra Clausholm blev der gjort undersøgelser om dette.

Sognepræsten Jørgen G. Blicher (præst her 1784-1825), der i 1811 laver denne tilføjelse, har han gennem mange år som præst i sognene haft lejlighed til at lytte til og spørge til det, som de gamle fortalte. Vi kan derfor gå ud fra, at præstens korte tilføjelse til kirkebogen rummer essensen af det fortællestof, der har lydt omkring 1800-20 i Vorning og Kvorning, og som vi ellers i dag kun kender gennem Blichers digteriske behandling. St. St. Blicher har formodentlig fået sit kendskab til fortællestoffet ved sine ophold hos sognepræsten Jørgen G. Blicher, der var hans farbror.
Hvad er sagn, og hvad er virkelighed – vi ved det ikke, men kisten står her og efter Nationalmuseets bestemmelse skal kisten være fastgjort, så den forbliver på sin plads.

Eksercerplads ved Kvorning Kirke?
Biskop Søren Lintrup visiterede Kvorning Kirke den 3. august 1721. Han skriver i sin visitatsbog, at han var tilfreds med kirkens bygninger og ornamenter, dog var lågerne og stolperne ved kirkegårdsmuren forfaldne, men selve kirkegårdsmuren stod dog stærk og fast. Men han ville påtale, at der i kirkens nederste del eller tårnet lå mundering til et kompagni soldater.
Netop denne sidste bemærkning i biskoppens visitatsbog kan give begrundelse for at antage, at der ved Kvorning Kirke var eksercerplads for landmilitsen. Frederik 4. oprettede i 1704 sin landmilits af bønderkarle udskrevet til soldatertjeneste. Disse karle skulle hver søndag efter gudstjenesten møde til eksercits i 2 timer. Eksercerpladserne var fælles for flere sogne, og her var Kvorning et naturligt mødested. Fra gammel tid havde Synderlyng herredsting haft sin placering i Kvorning sogn, så her havde folk fra hele herredet haft en tradition for at mødes. 
Tinget blev flyttet fra Kvorning i 1686, men derfor kunne man jo godt i begyndelsen af 1700’tallet stadig mødes i Kvorning til eksercits. 

Kvorning Kirke var gennem omkring 230 år ejet af herremanden på Fussingø. Først 1915 blev kirken overdraget til menigheden i Kvorning sogn

Vorning Kirke

 

Vorning Kirke
”Kirken, den er et gammelt hus, står, om end tårnene falde”.
Kirken stammer fra det 12. århundrede. Den er smukt placeret midt i byen, noget hævet over de omliggende huse og gårde. Med sit massive tårn, sin høje rejsning i skib og kor og sin pyntelige apsis virker den ret imponerende.
 
Kirkens murværk. Nederst ligger en række af de almindelige stråkantsten, men derover er der endnu et sokkelløb, hvor kvadrene er smukt profilerede med hulkant og rundstav. Denne dobbeltsokkel løber under både skib, kor og apsis og er særlig under denne sidste omhyggeligt udført. Der er medgået over 1500 granitsten til kirkens ydermur. I nordmuren og i apsis sidder endnu de oprindelige små vinduer. Vinduerne mod syd er af nyere dato.
 
Tårnet, der måske er bygget er par hundrede år efter skib og kor, er en meter bredere end skibet. Det er også bygget på en dobbelt sokkel, men denne er noget forskellig fra den øvrige kirkes, noget lavere og af et andet mønster. Der er heller ikke lagt så megen flid på udførelsen. Tårnet består dels af kvadre, dels af munkesten. På de tre sider når kvadrene højt op, næsten til toppen, og afsluttes så med munkesten. På den tid, da tårnet byggedes, var man ophørt med at bruge kvadre, man brugte af forhåndenværende materiale. Da kvadrene fra skibets vestgavl ikke nær har kunnet forslå, ligger det nær at spørge, hvor de øvrige er kommet fra? Da der i sin tid har været en kirke i Hvidding, har man sandsynligvis hentet kvadre fra denne kirke, hvis nedbrydning ligger så langt tilbage i tiden, at det godt kan falde sammen med opførelsen af Vorning kirkes tårn. Tårnsoklen er måske også hentet derfra. Ved indhugning af en skorsten i tårnmuren kom der flere smukt tilhugne kvadre frem, blandt andet flere, der må stamme fra en korbue, hvilket jo også peger i retning af Hvidding.

På kirkens nordside findes en smuk, sekssøjlet portal, hvis forbillede tydeligt nok er Viborg domkirkes. Den tilmurede dør i portalen har foroven en glat tympanon (døroverligger). Det almindelige er ellers, at det er syddøren, der er udsmykket, ikke fordi det er mændenes indgang, men fordi den vender mod lyset, Guds rige, hvorimod norddøren, kvindernes indgang, vender mod nord, mørkets og djævelens rige.

Mod nord har der tidligere været en tilbygning, et sacristi. Da biskop Søren Lindtrup den 7. august 1723 visiterede i Bjerregrav kirke, skrev han i visitatsbogen: ”Sacristiet var her såvel som i Vorning opfyldt med de tidligere præsters og deres familiers lig”.I stiftsbogen over kirkerne står under kirkens inventar: ”I sacristiet en jernbunden kiste”. 
Kirken har blytag.

Kirkens indre giver ikke indtryk af høj ælde; murene er glatpudsede, korbuen er fornyet, apsisbuen ligeledes. 
Døbefonten
 alene giver indtryk af høj ælde. Kummen er udhugget med springende løver. Halerne på de modstående løver slynger sig om hinanden i stedet for som ellers at føres op over dyrets ryg.

Prædikestol og altertavle fra 1630. De er i renæssancestil.Prædikestolen er sjælden smukt udskåret. De bibelske scener i de fire felter forestiller: Adam og Eva, korsfæstelsen, opstandelsen og dommen. Indskrifterne på prædikestolen er på latin. Øverst står: ”Dit ord er sandhed”. (Johannes 17,17). Nederst : ”Om nogen elsker mig, vil han holde mit ord, og min fader skal elske ham, og vi vil komme til ham” (Johs. 14,23). 
Lydhimlen står fuldt mål med prædikestolen. Også den bærer latinske indskrifter. Der står øverst: ”Lad struben råbe vidt og bredt, hæv med vælde din stemme, vis mit folk dets brøde, Jacobs hus dets synd”. Derunder: ”Prædk ordet, vær rede i tide og utide, irettesæt, straf, forman med langmodighed og belæring”. (2. tim. 42). De øvrige indskrifter på lydhimlen er på dansk. ”I det herrens år 1635 blev denne prædikestol stafferet (forsynet med prydelser), og samme tid var velbyrdig mand, Henrik Tot, slotsherre på Dronningborg, Frands Rosenberg biskop udi Viborg, Jesper Pedersen, Nørbæk, provst udi Sønderlyng herred, Thomas Lauritsen, sognepræst, M. Mogensen stiftsskriver over Dronningborg Len, Niels Christensen og Niels Rasmussen kirkeværger”.

Kirken fik orgel ca. 1914. El-varme 1950. 

Kirkens klokke. Af kirkens senere historie kan nævnes, at 1825 blev den gamle, revnede og ubrugelige kirkeklokke omstøbt; på den stod følgende indskrift på øverste rand: Nicolaus mi fecit in nomino domino Amen. Klokken formodedes at stamme fra 12. eller 13. århundrede. Klokken omstøbtes igen 1892, da ringeren havde slået revner i den.

Kirken restaureredes i begyndelsen af 80’erne i forrige århundrede [1880’erne], hvor den fik sit nuværende udseende. 1956 ombyggedes våbenhuset og førtes tilbage til det oprindelige udseende.

Efter gamle folks udsagn skal forsiden og noget af siderne af tårnet, hvad også murværket synes at vise, være styrtet ned i første halvdel af forrige århundrede [1800'tallet]. Jordrystelsen var så stærk, at det mærkedes helt nede ved engene. Der findes ikke noget skriftligt herom, men det kan vel vanskeligt være opdigtet.

Slægt efter slægt er fødte og døde, og deres gårde og huse er faldet sammen og bygget op igen mange gange. Kun kirken står urokket på sin syld, som det sted, hvor de alle i mere end 800 år har gået ind og ud.
Anders Fill, 1971.

Læs mere om Hammershøj Sogn her...